Installationsguide til eSIM fra GlobaleSIM

Denne guide fortæller dig trin-for-trin hvordan du installerer dit eSIM-kort fra udbyderen GlobaleSIM på en iOS enhed. Først vil vi gennemgå købsprocessen, og derefter hvordan du tilføjer, installerer og aktiverer dit eSIM.

Installationsprocessen for GlobaleSIM adskiller sig en smule for de andre udbydere ved at være mere manuel. Prisen på GlobaleSIM er dog oftest den billigste på mange destinationer, hvorfor mange vælger GlobaleSIM på deres rejse. I nedenstående guide hjælper vi dig med at installere dit eSIM, så du får den bedste start på rejsen.

GlobaleSIM har naturligvis også sine egne installationsguides. Her finder du foruden en iOS installationsguide, også en Android installationsguide.

OBS: Hvis du har købt dit eSIM-kort fra andre udbydere end GlobaleSIM, kan installationsprocessen være en smule anderledes. Du kan i høj grad godt følge nedenstående guide, men det kan være, at du skal hente udbyderens app for at kunne igangsætte installationen. Læs mere i vores generelle eSIM-kort installationsguide.

Vælg og køb dit eSIM fra GlobaleSIM

GlobaleSIM tilbyder salg via deres hjemmeside. Hjemmesiden findes i en mobilvenlig version, hvor du nemt kan købe dit eSIM på farten. Bemærk at appen fra GlobaleSIM ikke kan bruge til at foretage køb direkte, men skal i stedet foretages gennem deres hjemmeside. 

I galleriet nedenfor finder du billeder af købsprocessen. Det første billede viser hvordan, du vælger din ønskede datapakke. Bemærk at du hos GlobaleSIM har mulighed for at købe lokal tale udover data. Som standard er tale ikke valgt. Efter du har valgt dit eSIM vil du blive ledt videre til betalingssiden, som vist på det næste billede. 

Køb flere eSIM på samme tid

Hvis I rejser flere sammen, har du mulighed for at købe flere eSIM på samme tid. Du kan både vælge flere forskellige datamængder eller vælge at købe flere af det samme eSIM på samme tid. Jeres bekræftelse vil herefter indeholde flere QR-koder, og I vil modtage separate mails med de enkelte eSIM. 

Tilføj og installér dit eSIM

Efter du har betalt for dit eSIM, vil du blive ledt videre til kvitteringssiden. Her vil dit eSIM-kort fremgå nederst på siden som en QR-kode samt som en kodestreng. Hvis du holder fingeren inde på QR-koden, finder du nederst muligheden “Tilføj eSIM”. Tryk på denne, og dit eSIM-kort vil påbegynde installationen. Din telefon vil nu tage dig gennem dens installationsguide, som du bedes følge. 

Hvis du har købt dit eSIM på en anden enhed end den som skal bruge det, kan du med telefonens kamera tilføje dit eSIM ved at scanne QR-koden.

Succeskriterie for dette trin: Øverst i højre hjørne vil du efter korrekt installation på iPhone kunne se at dine signalbjælker er blevet erstattet af to rækker med prikker. Hvis du har to rækker med prikker har du korrekt installeret dit eSIM. I næste trin vil vi tænde for eSIM-kortet. 

Nem og direkte installation med iOS 17

Hvis din iPhone eller iPad er opdateret til iOS 17, kan du som alternativ benytte den direkte installation. Den nyeste iOS verden er iOS 18, så de fleste er som minimum på iOS 17. Med den direkte installation, behøver du ikke længere manuelt at scanne QR-koden, men kan i stedet installere dit eSIM direkte via et link. 

Du finder linket i mailen fra GlobaleSIM, som også indeholder QR-koden. Du burde gerne modtage den straks efter dit køb på GlobaleSIM’s hjemmeisde.

Aktivér dit eSIM – tænd for data roaming

Efter du har installeret dit eSIM, skal du aktivere det, og tænde for data roaming. Du kan samtidig slukke for data roaming på dit fysiske SIM kort. På den måde undgår du dit teleselskabs høje data roaming gebyrer.

Bemærk, at aktiveringen først kan foretages i destinationslandet. Ellers vil du ikke få signal på dit eSIM-kort. Du kan dog stadig slå mobildata fra på dit SIM-kort hjemmefra, og fuldføre aktiveringen mens du er forbundet til WiFi.

Sæt de rigtige indstillinger for at bruge dit eSIM-kort

Nedenfor er vist de korrekte indstillinger for en iPhone. Start med at åbne “Indstillinger” og tryk på fjerde rubrik fra toppen “Mobilnetværk”. Du burde nu se et lignende skærmbillede som billede nr. 1 nedenfor. 

  1. Dit almindelige fysiske SIM-kort vil fremgå øverst som “Primær”. Tryk på denne og slå “data roaming” fra. 
  2. Dit eSIM-kort vil hedde enten “Rejser” eller “Erhverv”. Feltet “Slå dette abonnement til” skal være tændt. Desuden skal “dataroaming” også være tændt. 
  3. Øverst i det første rubrik “Mobildata” skal du vælge Erhverv eller Rejser, altså at din mobil skal dirigerer al mobildata via dit eSIM-kort. Desuden skal feltet “Tillad at skifte brug af mobildata” være slået fra, ellers vil din telefon skifte til dit SIM-kort, hvis dit eSIM-kort ikke har signal. 

Succeskriterie for dette trin: Hvis du slår WiFi fra, burde der efter dette trin stå “4G, 5G eller LTE” ud for dine signalbjælker. Hvis du ser en af disse ud for dine signalbjælker samtidig med at dine indstillinger ser ud som på billederne nedenfor, så vil du succesfuldt have installeret og aktiveret dit eSIM-kort. Det er også muligt der står “e, edge eller 3G”. I så fald er signalet hvor du befinder dig dårligt, men dit eSIM er korrekt installeret. Du er nu klar til at bruge billig mobildata på rejsen.  

Tip: Vælg det rigtige mobilnetværk

Hvis du oplever at din enhed ikke får et 4G/5G ud for signalbjælkerne, eller hvis det er langsomt, så kan du manuelt skifte mobilnetværk. GlobaleSIM har ofte aftaler med flere forskellige lokale mobilnetværk, og du kan derfor vælge at din telefon skal benytte et andet netværk. 

Se de mulige mobilnetværk på GlobaleSIM’s hjemmeside

Hvis du går tilbage til GlobaleSIM’s hjemmeside for det enkelte land, kan du se de mulige lokale netværk, som du kan benytte. I Sydafrika, som er vist på billede nr. 1 nedenfor, er det eneste netværk “Vodacom Group Pty Ltd”. Du skal derfor vælge dette navn på listen af udbydere. 

Du vælger manuelt mobilnetværk ved først at trykke på rubrikken “Valg af netværk”, under indstillingerne fra dit eSIM-kort (se billede nr. 2). Det kan tage 30 sekunder for din enhed, før du kan slå “Automatisk” fra. Derefter vil din enhed søge efter mulige netværk i nærheden, hvilket igen kan tage op til 1 minut.

Hvis udbyderen ikke findes på listen

Det er min erfaring at udbyderne din enhed finder nogle gange kan være skrevet en smule anderledes end de fremgår på GlobaleSIM’s hjemmeside. Jeg vil derfor anbefale, at du blot trykker på de forskellige udbydere, indtil du får 4G/5G/LTE ud for dine signalprikker. Der kan ikke ske noget negativt ved at trykke på et ikke-understøttet netværk. Udbyderen vil blot afvise din enhed, hvis dit eSIM ikke genkendes af udbyderen. 

Sådan bruger du GlobaleSIM’s app

I GlobaleSIM’s app kan du bl.a. se hvor meget data du har brugt samt tilkøbe mere data undervejs. For at logge ind på appen, skal du bruge dit brugernavn og password, som du modtager på mail efter købet. 

Disse vil stå nederst i samme mail hvor dit eSIM i QR-kode fremgår i en blå box, ligesom på billede nr. 1 nedenfor. Disse oplysninger indtaster du i appen, hvor starten af brugernavnet “GES” allerede er indtastet.

Se dit forbrug og top op med mere data

Når du har logget ind i appen, kan du længst til venstre “Client Area”. Her kan du løbende følge med i dit dataforbrug. Hvis du bruger mere data end du havde forventet, har du i appen også mulighed for at tilføje mere data.

En top up pakke koster det samme som individuelle eSIM-kort. Derfor kan det bedst betale sig at vælge et stort eSIM-kort til at starte med, da prisen pr. GB falder jo større datapakke du vælger.

Rul til toppen